Beskrivelse
Medicinsk cannabis er blevet det store håb for mange danskere, der lider af kræft, smerter, sclerose, gigt, søvnproblemer og andre invaliderende kroniske sygdomme.
De seneste måneder er medicinsk cannabis også blevet det helt store diskussionsemne i medierne – og blandt ansatte i sundhedsvæsenet og ikke mindst blandt mennesker, der er ramte af sygdomme, hvor den etablerede lægevidenskab kommer til kort.
Bogen ’Sandhederne om medicinsk cannabis’ afdækker myterne om den kontroversielle plante og de mange sandheder om det behandlingsalternativ, der pludselig blev aktuelt, da politikerne i 2018 valgte at give grønt lys til forsøg med medicinsk cannabis efter stærkt pres fra patienter og landbruget.
Denne usædvanlige politiske beslutning vakte lægernes vrede, fordi de mangler evidens for den medicinske effekt og ofte har ringe kendskab til bivirkninger. Og netop den reaktion fik til gengæld syge og desperate patienter til at føle sig svigtede af de læger, som må forventes at gøre alt for at afhjælpe lidende mennesker.
Alt imens fronterne står stejlt, vælter medicinsk cannabis frem. 350 milliarder kroner ventes der at blive omsat for på verdensplan i 2025. Hos de store producenter af medicinsk cannabis vrimler milliarderne ind samtidigt med, at de fleste patienter fortsat er overladt til det kriminelle marked.
I denne bog søger journalist og forfatter Maria Cuculiza at skabe et overblik i junglen af følelsesfulde og udokumenterede påstande – både blandt modstandere og tilhængere. Hun har skabt et unikt journalistisk og evidensbaseret øjebliksbillede af hvad vi ved, og hvad vi især ikke ved om de nye mediciner.
Maria Cuculiza har sammen med forlaget Medicinske Tidsskrifter sat sig for at afdække de falske løfter fra ’Big Cannabis’-industrien, så både læger, sygeplejerske og andre behandlere, men ikke mindst patienter, pårørende og almindeligt sundhedsinteresserede, selv kan træffe deres beslutninger på et mere oplyst grundlag.
Bogens titel ‘Sandhederne om medicinsk cannabis’ er valgt, fordi der netop findes mange sandheder. Også dem, som ikke kan dokumenteres.
‘Sandhederne om medicinsk cannabis’ er til alle dem, der ikke vil nøjes med den viden, man kan få på Facebook og af kendte menneskers personlige oplevelser.
Med denne bog i hånden, får vi alle det stærkt tiltrængte kølige overblik om evidens, effekter, bivirkninger, historik, politisk baggrund og økonomi.